tirsdag den 11. oktober 2011

Tæppenyt!

 Så er dynerne zigzagget og snurrer rundt i maskinen. Dog først efter lidt symaskine-vanskeligheder, det er jo altid en god start... eller noget!
 Lapperne er lagt op på bordet, det tog mig faktisk meget længere tid en beregnet, fordi jeg ikke ville have ens lapper alt for tæt på hinanden. Det var nemmere med de mange, mange helt små lapper på det andet tæppe, nok også fordi jeg havde 700-nogen-og-40 lapper at gøre med, her havde jeg 35.
 Jeg har været virkelig omhyggelig med at få strøget denne gang (sidst kunne jeg jo ikke pga. pap, men er generelt en spasser med et strygejern). Den kvikke læser bemærker tæppET i baggrunden! :)
 Så er de første 2 rækker syet sammen. 
 Desværre har det forskubbet sig enkelte steder, jeg har ellers været virkelig omhyggeligt, målt og målt, sat en million nåle i, osv. Jeg tror muligvis også, at noget af det skyldes manglende træning i at sy på maskine. Jeg har valgt (efter 3!! oppilninger) at det må være sådan, charmen ved håndværk er jo, at det ikke er perfekt!
 Jeg har syet striber af 5 lapper (7 gange). Hver gang jeg har syet én lap på striben, har jeg målt at den havde den rigtige str. plus korrekt str. sømrum.
 Når jeg har syet striberne sammen, har jeg tegnet en helt tynd kuglepensstreg hvor syningen skulle være, for at få firkanterne til at være kvadratiske. Kuglepensstregen er ikke at se gennem stoffet, og ellers forsvinder den i vask.
 Og således ser den færdige overside ud! :)
Jeg skal have anskaffet mig en "skæreplade" og en "kniv" til at skære stof med. Jeg tror der hvor jeg primært går galt i byen er, at jeg bruger saks og linial, og det er virkelig svært at være 100% præcis, uden at noget rykker sig mens man klipper. Jeg har mistet en cm et sted undervejs, så én stribe firkanter er 20x19 cm, mod de andre 20x20 kvadrater. Men altså - så klipper jeg en cm af dynen og så er den pot ude.. Man må være lidt kreativ... ;) Hvis jeg vidste alt var klippet HELT lige, havde jeg valgt at sprætte op, og lave det "ordentligt", men jeg må jo arbejde med det jeg har! :)

Imorgen i løbet af dagen skal jeg gerne have tegnet sømrum op på forsiden, og have klippet en bagside. Det skal syes sammen og dynen i og lukkes, så jeg forhåbentlig imorgen aften (når barne-faderen er hjemme, og IKKE poker-spillende) kan begynde quiltningen. Det bliver "bare" firkanter, men om det bliver de firkanter der "er" (evt. plus "flere") eller firkanter andre steder, har jeg ikke besluttet endnu!

Tak for besøget! - jeg er fortrøstningsfuld, og tror jeg når det til fredag (selvom jeg aldrig skulle have skrevet i det tidligere indlæg, at det gik fint! I kender det godt ikk, så begyndte symaskinen at drille, så manglede jeg lige pludselig føromtalte cm, så tabte jeg alle 200 knappenåle på gulvet, osv...)

3 kommentarer:

Annette / aka sagde ...

Ja, forhindringer er der som regel nok af, når man SKAL være færdig til et bestemt tidspunkt.
Men jeg er nu noget benovet over, hvor langt du er nået. Det er godt gået ! Og det bliver et rigtig sødt tæppe.
Det ser fint ud, og er lavet fint - helt fra bunden af.
Og kan du så komme ud og købe en stor skæreplade og en rund kniv (hvad er det nu den hedder ?) inden du skal skære til næste projekt. De ting er guld værd, når man vil lave nøjagtige ting. Det er ikke til med den saks.
Fortsat god arbejdslyst. Og klap dig selv på ryggen. Flot klaret indtil nu.

Ditte sagde ...

Jo, det kender jeg godt, tror det SKAL være sådan. Jeg tror på dig, du skal nok blive færdig, og hvor er det noget skønt stof. God arbejdslyst ;)

Thanni sagde ...

Det er jo typisk at tingene driller når man har en deadline :D - men ellers syns jeg nu nok sker noget. Det er noget rigtig sødt stof du har til tæppet, hvor har du gaflet det ?? :)
Glæder mig til næste tæppe-afsnit ;)